Annonce

Annonce

Nyoptagne kartofler læsses på vogn

Reglone, der bruges i konventionel kartoffelproduktion, er bl.a. giftigt for bier og kan give skader på hjernen. Foto: Økologisk Landsforening

Miljøstyrelsen giver igen lov til at bruge forbudt pesticid, der mistænkes for at skade hjernen

For tredje år i træk får kartoffelavlere dispensation til at bruge et middel, som er blevet forbudt i EU, da det kan give skader på hjernen.

Selvom aktivstoffet diquat blev forbudt i EU for knap tre år siden, har danske kartoffelavlere fået dispensation fra Miljøstyrelsen til at bruge pesticidet Reglone, der indeholder diquat.

Særligt børn og fostre er i risiko for at få skader på hjernen ved eksponering af aktivstoffet diquat, og den gentagne dispensation møder kritik fra Danmarks Naturfredningsforening (DN). Det skriver politiken.dk.

"Partierne har lige lavet en ganske udmærket sprøjtemiddelstrategi med nogle gode ambitioner for den samlede reduktion af brugen af pesticider. Og så gør de det her med de her giftige midler! Det er helt gakkelak," siger seniorrådgiver i DN Rikke Lundsgaard til politiken.dk.

Midlet bruges af konventionelle producenter til at stoppe væksten af kartoffelplanten, når den har nået den ønskede størrelse, og øge holdbarheden, og ifølge Miljøstyrelsen er der ingen realistiske alternativer til diquat.

Midlet har fem fare-mærkater, som advarer om, at det er ætsende, giftigt, miljøfarligt, farligt for bier og kan give kronisk sundhedsskade. Det må derfor ikke benyttes nærmere end 20 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlig arealer "for at beskytte beboere og forbipasserende", står der i Middeldatabasen.

"Vi giver ikke dispensation til bare at hælde Reglone ud på marken, men giver kun dispensation, når der ikke er en risiko for hverken grundvand, sundhed eller miljø," siger kontorchef i Miljøstyrelsen Jane Pedersen til politiken.dk.

Lars Bødker, landskonsulent for kartofler hos Seges, som har søgt om dispensationen, siger, at der arbejdes på alternativer, for "hverken landmændene eller forbrugerne ønsker, at vi kan bruge det i al fremtid."

Enhedslistens fødevareordfører, Søren Egge Rasmussen, nævner, at økologerne kan producere uden midlet, og SF's miljøordfører, Carl Valentin, åbner for, at SF vil stille krav til en ny regering om dispensationer af ulovlige midler.

Tidligere på året kunne Økologisk Nu fortælle, at Miljøstyrelsen i flere år har givet dispensation til at bruge neonikotinoider som bejdsemiddel i roeproduktionen, men dén dispensation blev til gengæld ikke fornyet i år.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT